U17: Stærk præstation mod FC Nordsjælland


11. maj 2021

For U17 var der tale om årets første ligakamp på græs, da FC Nordsjælland gæstede CASA Arena Horsens lørdag eftermiddag kl. 15.30.

Fra kampens start var det et gulklædt hjemmehold, der stod enormt kompakt i deres defensive organisation, hvilket gjorde det vanskeligt for FC Nordsjælland at spille igennem holdet og dermed blive farlige. Kompaktheden kombineret med stor aggressivitet resulterede i, at ”de gule” flere gange i løbet af de første 15 minutter kunne erobre bolden og angribe hurtigt den anden vej. Dette kastede blandt andet en fantastisk afslutning fra Emil Rosenberg af sig, som tog overliggeren, samt et par hjørnespark og en halv mulighed. Efter 20 minutter var det så netop også aggressiviteten i den kompakte defensive organisation, der blev afgørende, da Julius Hansen egenhændigt erobrede bolden fra Nordsjællands ene stopper og sikkert udplacerede keeperen til 1-0.

Dette kampbillede fortsatte, men hvor AC Horsens også fik spillet sig mere og mere ind i kampen på bolden. Efter godt en halv time glippede den kompakthed, der ellers kendetegnede holdet, og det straffede FCN prompte og udlignede til 1-1 efter et indlæg. Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen, og efter eminent forarbejde af Oliver Nielsen var Jonas Kirkel blevet kørt i stilling ude på højre side til et indlæg. Knaldhårdt sendte han et indlæg ind til Julius, der ikke svigtede, og dermed kunne notere sig for sin 13. sæsonscoring i U17 Ligaen. 2-1 og pause kort efter.

I det første kvarter af 2. halvleg bider udeholdet lidt mere fra sig, og i denne periode forsvarede AC Horsens sig flot. Trykket fra FCN resulterede dog i en udlignende scoring, da endnu et indlæg blev headet i kassen af Nordsjællands 9’er. Herefter åbnede kampen sig mere op, og der var muligheder for at bringe sig foran i begge ender. Det endte dog med at være Nordsjælland, der i denne del af spillet var skarpest, hvorfor de trak sig sejrrigt ud af et tæt opgør.

U17-cheftræner Mads Søvndal var efter kampen tilfreds med sit holds præstation:

- Vi byder i den grad Nordsjælland op til dans i dag, og jeg er tilfreds med det udtryk, drengene leverer. Defensivt arbejder vi som en enhed, og drengene arbejder virkelig hårdt derinde hver og én. Det er meget små marginaler lige nu der afgør, om vi får point i de her kampe, fordi vi præsterer på et højt niveau. Fortsætter vi med det, så kommer vi også til at tage point mod de andre hold i U17 Ligaen, siger Mads Søvndal.

AC Horsens - FC Nordsjælland 2-3 (2-1)
'20: 1-0 Julius Hansen
'34: 1-1 Marco Bruhn
'41: 2-1 Julius Hansen (Jonas Kirkel)
’52: Gult kort Emil Rosenberg
'58: 2-2 Marco Bruhn
’59: Gult kort Oliver Nielsen
’63: Gult kort Magnus Bjørnholm
'74: 2-3 Marco Bruhn
’88: Gult kort Christian Atzen