Skuffende præstation mod Marienlyst


24. maj 2014

AC Horsens skuffede massivt mod Marienlyst, der vandt med 1-0 på Odense Atletikstadion, og dermed hentede de hvidblusede værter sæsonens fjerde sejr.

AC Horsens kom kampen igennem frem til chancer, men der manglede generelt kvalitet over hele linjen, og præstationen var simpelthen ikke god nok. I 1. halvleg havde Marienlyst fine forsøg, som da Lasse Kingo Rasmussen trykkede resolut af på en tilfældig bold i det 16. minut, men Lasse Heinze var klar ved forreste stang, og han tvang også AC-keeperen ud i en god redning i det 23. minut.

Jude Nworuh havde de bedste AC-forsøg inden pausen, og han var på spil første gang i det 22. minut, da han brød godt igennem og afsluttede med venstreskøjten, men forbi kassen. Seks minutter senere blev han sendt i dybden af Janus Drachmann, løb fra sin oppasser, men vinklen blev for spids, og han skød forbi mål.

De gule spillere kom godt ud fra pausen, og der var kun spillet knap halvandet minut, før Jude Nworuh forsøgte sig med et skud, der blev rettet af og var tæt på at snyde målmanden. Fire minutter senere forsøgte Janus Drachmann sig med et fladt langskud forbi målrammen.

I det 55. minut var Jude Nworuh på spil igen to gang. Første gang da han klappede til en nedfaldsbold, der ikke røg i netmaskerne, og kort tid efter blev han trykket ned i feltet af to fynske hænder, men dommeren vinkede – uforståeligt – afværgende. I det 57. minut var Jude Nworuh i afslutterens rolle igen, da Sebastien Ibeagha fandt ham med en aflevering skråt bagud i feltet, men han tordnede bolden over.

I det 61. minut brændte det på i den anden ende, da Jacob Rasmussen sendte bolden på overliggeren, men det var AC-spillerne, der kom frem til mest i 2. halvleg. I det 66. minut headede Sebastien Ibeagha et frispark forbi mål, og i det 78. minut satte André Bjerregaard sidste fod på et godt angreb efter forarbejde af Marxen og Toft, men vinklen var for spids.

Håbet om en gul føring fik ny næring i det 83. minut, da Emil La Cour fik sit andet gule kort og dermed måtte forlade banen før tid. AC Horsens pressede på og havde mange spillere med fremme, og det udnyttede Marienlysts Mads Aasgaard i det 95. minut, da han scorede kampens eneste mål.

Matchfacts:
Marienlyst – AC Horsens 1-0 (0-0)
1-0 Mads Aasgaard (95.)

AC Horsens:
Lasse Heinze
Anders Randrup, Sebastien Ibeagha, Søren Jensen, Erik Marxen
Lasse Kryger, Janus Drachmann, Troels Kløve, Thomas Kortegaard
Mikkel Agger, Jude Nworuh

Indskiftninger:
63. Jeppe Mehl (Jude Nworuh)
68. André Bjerregaard (Mikkel Agger)
75. Henrik Toft (Troels Kløve)

Advarsler:
42. Troels Kløve
52. Sebastien Ibeagha

Marienlyst:
Jeppe Kirk
Jens Mårtensen, Benjamin Hansen, Salih Kaya, Jack Nielsen
Christian Bannis, Emil La Cour, Martin Mortensen, Jacob Rasmussen
Jakob Udesen, Lasse Kingo Rasmussen

Indskiftninger:
60. Mads Aasgaard (Benjamin Hansen)
72. Rune Corfitzen (Jack Nielsen)
93. Christian Rasmussen (Jakob Udesen)

Advarsler:
12. Jacob Rasmussen
56. Jakob Udesen
65. og 83. Emil La Cour
69. Martin Mortensen

Tilskuere:
437

Dommer:
Benjamin Helm Svedborg

Foto: badenfoto.dk