Sejr efter flot 2. halvleg


24. marts 2016

AC Horsens skulle i dag forsøge at revanchere premiere nederlaget i Vejle, da FC Fredericia kom forbi CASA Arena. Det gjorde hjemmeholdet på bedste vis, da det blev til en 3-0 sejr efter en flot 2. halvleg.

Kampens indledning var en sløv omgang fra begge mandskaber. Det var tydeligt kampen havde stor betydning for begge hold i forhold til topstriden, og derfor følte holdene hinanden lidt på tænderne. Efter 9 minutter opsnappede Aleksandar Stankov dog en løs bold, rundede Mikkelsen i Fredericia målet, men vinklen blev for spids til at han kunne ramme målet.

Generelt var første halvleg en taktisk og søvndyssende affære, og eneste større mulighed udover Stankovs chance var et Fredericia hjørnespark efter 14 minutter som Niclas Dannevang sikkert vippede til hjørne.

Derved forblev måltavlen uberørt og dermed 0-0 ved pausen.

I 2. halvleg kom der mere gang i sagerne. Efter 5 minutters spil efter pausen, bragte Aleksandar Stankov De Gule i front. Efter et hjørnespark faldt en løs bold ned, som Stankov hurtigt opfattede og satte den i nettet med en fræk hælafslutning til 1-0 føring.

I det 56. minut var det ved at gå galt i AC Horsens enden. Mikkel Jespersen og Frederik Møller var tæt ved at lave selvmål, men en fantomredning af Niclas Dannevang sikrede fortsat den gule føring.

AC Horsens bragte sig yderligere foran efter 62 minutter, og målet lignede en kopi af scoringen til 1-0. Endnu engang var det en nedfaldsbold efter et hjørnespark. Denne gang opsnappede Jeppe Mehl bolden og prikkede den i mål bag Thomas Mikkelsen til 2-0 føring til hjemmeholdet.

Fredericia havde bolden det meste af tiden i 2. halvleg, men uden at komme til nævneværdige chancer. Den gule defensiv stod kompakt, og hele tiden blev Fredericia stresset i deres opspil, og efter 84 minutter lukkede Mikkel Jespersen kampen. Efter et kontraangreb fra De Gule, hvor bolden til sidst endte bagerst i feltet ved Mikkel Jespersen, kanonerede backen kuglen utageligt i nettet bag Thomas Mikkelsen til slutresultatet 3-0.

Dermed sikrede De Gules sig andenpladsen i Bet 25 Ligaen, som holdet nu kan nyde påsken over. Kampen mod Vendsyssel skulle have været spillet på søndag, men kampen er udsat grundet Vendsyssel har spillere afsted på landsholdsopgaver. Der er endnu ikke afsat en ny kampdato til Vendsyssel kampen.

Kampfakta:

AC Horsens - FC Fredericia 3-0 (0-0)

 

Mål:

50. minut 1-0 Aleksandar Stankov

62. minut 2-0 Jeppe Mehl

84. minut 3-0 Mikkel Jespersen

 

Startopstillinger:

AC Horsens:

Niclas Dannevang

Frederik Møller, Mathias Nielsen, Mikkel Jespersen, Peter Nymann

Lasse Kryger, Conor O’Brien, Jonas Gemmer, Jeppe Mehl

Kjartan Finnbogason, Aleksandar Stankov

 

FC Fredericia:

Thomas Mikkelsen

Nicholas Gotfredsen, Emil Peter Jørgensen, Frans Dhia Putros, Sune Kiilerich

Mathias Hebo Rasmussen, Vincent Weijl, Christian Ege Nielsen, Oliver Feldballe

Marco Hansen, Brent McGrath

 

Udskiftninger:

FC Fredericia:

66. minut Brent McGrath ud - Dennis Høegh ud

71. minut Emil Peter Jørgensen ud - Mikkel Knudsen ind

77. minut Marco Hansen ud - Anders Hostrup ind

 

AC Horsens:

74. minut Kjartan Finnbogason ud - Andre Bjerregaard ind

78. minut Jonas Gemmer ud - Delphin Tshiembe ind

84. minut Aleksandar Stankov ud - Malthe Boesen ind

 

Advarsler:

26. minut Peter Nymann, AC Horsens

75. minut Andre Bjerregaard, AC Horsens

 

Tilskuere: 2.089

Man Of The Match: Aleksandar Stankov