Køb din billet på app’en – helt frem til kampstart


25. april 2021

Solen skinner på CASA Arena Horsens, græsset er grønt, og AC Horsens er igen klar til at tage imod tilskuere på CASA Arena Horsens, når AaB kommer på besøg søndag den 25. april klokken 14.00.

”De gule” har hårdt brug for en sejr i bestræbelserne på at overleve i 3F Superligaen, og 12. manden på tribunerne kan gøre forskellen i dagens kamp mod AaB. For knap to måneder siden stod de to mandskaber overfor hinanden på CASA Arena Horsens, og det blev en livlig kamp, der bød på Lirim Qamilis første superligamål og en vanvittig overtidsscoring af Nicolai Brock-Madsen.

Klubberne i 3F Superligaen er tilbage på superligaordningen, og det betyder, at publikum skal overholde følgende retningslinjer for at overvære kampene:

  • Man skal kunne fremvise gyldigt coronapas og ID for at overvære kampen.
  • Man skal bære mundbind, medmindre man sidder på sin plads.
  • Man skal holde passende afstand før, under og efter kampen.
  • Man skal blive siddende på sit sæde og ikke stå op.

Billetsalg
Der vil ikke være fysisk salg af billetter på kampdagen, men der vil være mulighed for at købe billet via AC Horsens’ app helt frem til kampstart. Der vil være personale til at hjælpe med billetkøb via app’en.

Klik her for at købe billet til opgøret mod AaB: https://ach.eventii.dk/Event/Event?eventId=17117011

Grundet COVID-19 vil det ikke være muligt at betale med kontanter på kampdage, og derfor sker betaling via betalingskort og MobilePay.

Parkeringsmuligheder
Der er pres på parkeringspladsen mellem stadion og træningsbanerne på grund af testcentret på CASA Arena Horsens, og følgende parkeringspladser kan benyttes:

Parkeringspladsen bag udebaneafsnittet (for publikum til Nord 3).

Parkeringspladsen foran Forum Horsens (for publikum til Nord 1, Nord 2, VIP Light og VIP).

Parkeringspladsen ved Learnmark og omkringliggende sidegader (for alle).

Køb af merchandise
Der er mulighed for at købe merchandise på parkeringspladsen foran HfS-Caféen, og står du og mangler en hættetrøje, t-shirt, den nye spilletrøje, en cap, et tørklæde eller et mundbind, så kig forbi boden.

AC Horsens opfordrer som altid til at komme i god tid. Publikums mødetidspunkt fremgår af billetten.