AC Horsens henter islandsk offensivspiller i Royale Union Saint-Gilloise
AC Horsens har styrket offensiven ved at hente Aron Sigurdarson, der kommer fra Royale Union Saint-Gilloise, som netop har indledt sæsonen i den bedste belgiske række.
Aron Sigurdarson er en 27-årig islænding, der kan dække alle offensive pladser, og han har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024.
Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at den hurtige og teknisk stærke islænding, der også har en fortid i norsk fodbold, har valgt at fortsætte karrieren i AC Horsens.
- Vi har ikke lagt skjul på, at vi ville gøre truppen stærkere for at øge konkurrencen, men vi har ventet på den rigtige mulighed, og den har vi valgt at gribe ved at skrive kontrakt med Aron Sigurdarson. Vi har researchet godt og talt med folk i vores netværk om ham, og vi har fået så gode anbefalinger, at vi ikke er i tvivl om, at vi har hentet en spiller, der vil tilføre os fodboldmæssig værdi på den korte og lange bane. Vi har en god erfaring med islandske spillere, der har nemt ved at integrere sig, og han har været i Norge gennem flere år, så han bliver også hurtigt fortrolig med sproget. Det vil hjælpe ham til på kort tid at blive integreret i vores gode miljø, og det er også vigtigt i forhold til at præstere, fortæller Niels Erik Søndergård.
Cheftræner Jens Berthel Askou glæder sig til at arbejde med Sigurdarson.
- Vi får en offensiv spiller ind, der har store individuelle kvaliteter og kan afgøre fodboldkampe. Han kommer til AC Horsens med en god ballast og har stået i afgørende situationer mange gange i sin seniorkarriere, og det er en erfaring, vi skal drage nytte af. Han har en fantastisk indlægsfod, er god i pasningsspillet og har et fantastisk spark, og han kan allerede nu bidrage med et højt niveau. Han er født og opvokset i Island og har knoklet sig til succes, så han ved, hvad der skal til. Han har allerede prøvet en masse ting, men han er slet ikke mæt, og han har en stor sult efter at udvikle sig yderligere sammen med os i AC Horsens, fortæller Jens Berthel Askou.
Aron Sigurdarson glæder sig til at tage hul på tilværelsen i AC Horsens allerede mandag formiddag, når han har første træningsdag.
- Jeg ser frem til at lære drengene at kende og træne med dem, og vi har jo en stor kamp allerede på fredag, så det ser jeg frem til. Da AC Horsens viste interesse for mig, talte jeg med Agust Hlynsson og researchede på klubben, og jeg var glad for, hvad jeg blev fortalt og læste mig frem til, så jeg besluttede at blive en del af AC Horsens. Jeg har en ambition om at spille kampe og hjælpe holdet med at nå vores mål om oprykning til Superligaen, og I kan forvente en offensiv spiller, der vil forsøge at score mål og skabe chancer for mine holdkammerater, og jeg arbejder altid hårdt i holdets tjeneste, siger Aron Sigurdarson.